Ofte stillede spørgsmål

Hvis dit tandkød viger, kan to situationer komme på tale:

På den ene side kan parodontitis i et fremskredent stadium føre til tilbagetrækning af tandkødsranden. Parodontitis er i sig selv en betændelsessygdom, der er opstået på grund af bakteriel plak. Hvis parodontitis ikke behandles, fortsætter tabet af tændernes forankringsstrukturer under tandkødsranden. Ved parodontitis er det indledende tab af forankringsstrukturerne ikke synligt. Først ved en længere fremskreden parodontitis trækker tandkødsranden sig tilbage, og du kan bemærke det som vigende tandkød, fordi tændernes rodoverflader herved også er blevet blottet og synlige.

På den anden side skyldes ikke alt vigende tandkød parodontitis. Du kan derfor lide af tandkødsretraktioner. De kan for eksempel være opstået ved for kraftig tandbørstning. På grund af den store kraft skader tandbørsten gentagne gange tandkødsranden. Hver gang den heler, trækker den sig lidt længere tilbage, indtil tandroden nedenunder blottes. Selv hvis du ændrer din mundhygiejne og renser dine tænder med mindre kraft, vil tandkødsretraktionen bestå, og tandkødsranden vil ikke vokse tilbage til sin oprindelige position.

Kun en undersøgelse i tandlægepraksis kan i sidste ende give dig det rigtige svar.

Ikke alle tandkødsretraktioner skal behandles. Hos personer uden parodontitis kan mundhygiejnen allerede korrigeres og optimeres tilsvarende, hvis retraktionen opdages tidligt ved det årlige tjek hos tandlægen. Tandkødsranden med sin retraktion består ganske vist, men den udsættes ikke længere for nye påvirkninger (f.eks. tandbørstens skrubning).

Hos personer, der har gener ved indtagelse af kold mad eller kolde drikke, kan en tilsvarende tilpasning af kosten samt regelmæssig brug af såkaldte fluoridgeler hjælpe med at mindske generne noget.

Ved vedvarende gener eller forstyrrende æstetik kan behandling med et kirurgisk indgreb komme på tale. Herved bringes tandkødsranden på de berørte tænder tilbage til sin oprindelige position.

Desuden kan det ved blottede tandhalse, som også har tab af tandens hårde substans, overvejes at genopbygge dem med et fyldningsmateriale.

Kun en undersøgelse i tandlægepraksis og eventuelt en konsultation hos en specialist i parodontologi kan i sidste ende give dig det rigtige svar.

Ofte opdager man ikke selv sine tandkødsretraktioner. Mere end 50 procent af de voksne har mindst én tand med en tandkødsretraktion. De fleste af de berørte tænder giver ingen gener.

Hvis retraktionen for eksempel ikke er synlig hjemme i spejlet, kan en undersøgelse i tandlægepraksis skabe klarhed over, om der er en.

Det er vigtigt for de berørte at kende placeringen af deres tandkødsretraktioner, så yderligere skader dér kan forhindres. Da eksisterende tandkødsretraktioner, der ikke behandles kirurgisk, består hele livet, skal man især i en højere alder huske at forebygge den uønskede rodcaries effektivt på de blottede tandhalse.

I en indledende samtale fastslår tandlægen, om du er udsat for eventuelle risikofaktorer. Kendte risikofaktorer for tandkødsretraktion er: forkert tandbørsteteknik, tyndt tandkød, en tandreguleringsbehandling, rygning, røgfri tobak (snus) eller en piercing.

Derefter vil tandlægen eller tandplejeren udføre det, der kaldes en basal periodontal undersøgelse, som kun tager få minutter. Ved hjælp af en tandkødssonde (periodontal sonde) måles indtrængningsdybden ved tandkødsranden forsigtigt og millimeterpræcist på udvalgte steder. Den millimeterpræcise kliniske sondering med den periodontale sonde til opmåling af tandkødsranden og lokalisering af kæbebenet er uundværlig for diagnosticering af tandkødsretraktion.

Efter denne korte undersøgelse foretages der kun yderligere undersøgelser, hvis der er fundet tegn på tab af tændernes forankringsstrukturer. Disse undersøgelser omfatter det, der kaldes et parodontalskema, samt supplerende røntgenbilleder.

Hvis tandkødsretraktionen endnu ikke er for fremskreden, kan den oprindelige tilstand genoprettes med et kirurgisk indgreb.

Tandkødsretraktioner inddeles i fire forskellige sværhedsgrader. Afhængigt af sværhedsgraden er der dog kun et begrænset udvalg af behandlingsmuligheder til rådighed.

Der er tale om en simpel retraktion, når tilbagetrækningen af tandkødsranden endnu ikke har nået den bevægelige mundslimhinde. Ved den anden sværhedsgrad er retraktionen allerede nået ind i den bevægelige slimhinde. I begge tilfælde er det muligt at korrigere tandkødsranden med et kirurgisk indgreb.

Da der ved sværhedsgrad 3 og 4 også allerede er sket tab af kæbeben mellem tænderne, kan de tandkødsretraktioner, der findes dér, heller ikke korrigeres fuldstændigt med kirurgiske foranstaltninger.

Efter en tandkødsbehandling sikres langvarig succes over flere år kun, hvis patienterne praktiserer optimal mundhygiejne hjemme og derved hver dag forhindrer, at der dannes tandkødsretraktioner, eller at deres tandkød bliver betændt på grund af ny bakteriel plak.

For optimal langvarig succes er det desuden vigtigt med løbende professionel langtidspleje hos tandplejeren eller klinikassistenten, så eventuelle tilbagevendende problemer kan opdages og afhjælpes i tide.

Efter en tandkødsbehandling sikres langvarig succes over flere år kun, hvis patienterne praktiserer optimal mundhygiejne hjemme og derved hver dag forhindrer, at der dannes tandkødsretraktioner, eller at deres tandkød bliver betændt på grund af ny bakteriel plak.

For optimal langvarig succes er det desuden vigtigt med løbende professionel langtidspleje hos tandplejeren eller klinikassistenten, så eventuelle tilbagevendende problemer kan opdages og afhjælpes i tide.

Tandkødsretraktioner forveksles ofte med parodontitis, da tænderne i begge tilfælde virker længere end normalt, men der er væsentlige forskelle mellem de to tilstande, som man bør være opmærksom på:

På den ene side betegner man som tandkødsretraktion det vigende tandkød på tandsættets yderside, som oftest er synligt med det blotte øje. De berørte har i sådanne tilfælde ikke samtidig parodontitis.

På den anden side kan parodontitis, dvs. betændelse i tændernes støttevæv, i et fremskredent stadium også føre til tilbagetrækning af tandkødsranden. Kun en undersøgelse i tandlægepraksis kan give de berørte klarhed over, hvilken årsag der er ansvarlig for deres vigende tandkød.

Desuden ses der efter behandling af parodontitis vigende tandkød ikke kun på tandsættets yderside, men rundt om hele tanden. I sådanne tilfælde er dette dog ønsket, da skrumpningen af tandkødsranden gør det muligt at reducere de uønskede tandkødslommer.