Hvad er tandkødsretraktion?

Tandkødsretraktioner kan være følgen af mange påvirkningsfaktorer. Personer med en tyndere tandkødstype er generelt mere modtagelige. Derudover spiller en række adfærdsfaktorer en afgørende rolle. For eksempel fører hyppig skrubning med tandbørsten eller det at bære piercinger til skader, som ved deres heling kan føre til en skrumpning af tandkødsranden.

Andre årsager er tandreguleringsbehandlinger, der flytter tænderne udad. Herved kan tandens ydre forankring nedbrydes, og tandkødet ovenover kan blive tyndere. Ligeledes er rygning og brug af snus afgørende påvirkningsfaktorer, da tobaksforbruget nedsætter tandkødets modstandskraft.

Hyppigheden af tandkødsretraktioner stiger med alderen. Mere end 50 procent af den voksne befolkning har tandkødsretraktioner.

Tandkronen er dækket af tandemalje (emalje). Herunder findes tandbenet (dentin) og herunder igen tandens nerve (pulpa). For at være præcis består pulpa af nerven, blodkarrene og såkaldt bindevæv. Mens emaljen ikke har nogen nerver og derfor ingen følesans, forsynes dentinen herunder med nervefibre. Tandrodens overflade er derfor også følsom over for smerte.

Tandbenet (dentin) udgør hovedbestanddelen af roden. Roden er desuden dækket af et hårdt lag, det såkaldte rodcement (cementum). Tanden er langs hele sin rodoverflade fastgjort i kæbebenet af forankringsfibre (periodontale ligamentfibre). Disse fibre er forankret i roddentinen på den ene side og i kæbebenet på den anden side.

Tandroden er længere end tandkronen. Især hjørnetænderne i overkæben har som regel meget lange rødder.

Som tandkødsretraktion betegner man grundlæggende det vigende tandkød på tandsættets yderside. De berørte har i sådanne tilfælde ikke samtidig parodontitis.

Parodontitis i et fremskredent stadium kan dog også føre til tilbagetrækning af tandkødsranden. Kun en undersøgelse i tandlægepraksis kan give de berørte klarhed over, hvilken årsag der er ansvarlig for deres vigende tandkød.

Desuden ses der vigende tandkød efter behandling af parodontitis. I sådanne tilfælde er dette dog ønsket, da skrumpningen af tandkødsranden gør det muligt at reducere de uønskede tandkødslommer.

Som følge af betændelsen i tandkødsranden (gingivitis) kan der ske tab af forankringsfibrene og kæbebenet. I stedet for det sunde fiberapparat udvikles en såkaldt tandkødslomme langs tanden. Rodoverfladen her er dækket af bakterielle belægninger (plak og tandsten).

Tabet af forankringsfibre og kæbeben kan medføre øget løshed af tænderne. Hvis sygdommen forbliver uopdaget og ikke behandles, kan tabet fortsætte, indtil tænderne ikke længere kan bruges til at tygge og skal trækkes ud (ekstraheres).

Omkring 40 procent af menneskeheden lider af parodontitis. Blandt voksne anslås det, at omkring 70 % af tandtabet i dag skyldes parodontitis.

Læs mere om årsager, konsekvenser, diagnose, behandling og forebyggelse af parodontitis på: www.periodontal-health.com.