Diagnosticering af tandkødsretraktion

Mens det hos unge ofte er de midterste fortænder i underkæben, der er berørt, har voksne hyppigere tandkødsretraktioner på deres sidetænder i overkæben.

Selvvurdering af tandkødet, for eksempel hjemme foran et spejl, er ikke tilstrækkelig for en korrekt vurdering. Uden en klinisk undersøgelse i tandlægepraksis er det ikke muligt at finde årsagen til det vigende tandkød.

Kun en korrekt klinisk undersøgelse i tandlægepraksis med en såkaldt tandkødssonde (periodontal sonde) kan give oplysning om, hvorvidt tandkødet er sundt, om der er tandkødsbetændelse (gingivitis), eller om der allerede er en sygdom i tændernes forankringsstrukturer (parodontitis).

Ved tandkødsretraktioner skelnes der mellem fire sværhedsgrader, fordi behandlingsmulighederne også kan udledes af dem.

Der er tale om en simpel retraktion, når tilbagetrækningen af tandkødsranden endnu ikke har nået den bevægelige mundslimhinde. Ved den anden sværhedsgrad er retraktionen allerede nået ind i den bevægelige slimhinde. I begge tilfælde er det muligt at korrigere tandkødsranden med et kirurgisk indgreb.

Da der ved sværhedsgrad 3 og 4 også allerede er sket tab af kæbeben mellem tænderne, kan de tandkødsretraktioner, der findes dér, heller ikke korrigeres fuldstændigt med kirurgiske foranstaltninger.

Den basale periodontale undersøgelse foretages for hurtigt at afgøre, om der er tandkødsproblemer. Det er en simpel måde at konstatere gingivitis eller opdage parodontitis på.

Ved hjælp af en tandkødssonde (periodontal sonde) måles indtrængningsdybden ved tandkødsranden forsigtigt og millimeterpræcist på udvalgte steder.

Efter denne korte undersøgelse foretages der kun yderligere undersøgelser, hvis der er fundet tegn på tab af tændernes forankringsstrukturer. Disse undersøgelser omfatter det, der kaldes et parodontalskema, samt supplerende røntgenbilleder.

Ved den kliniske undersøgelse med tandkødssonden (periodontal sonde) måles sondens indtrængningsdybde i tandkødslommen millimeterpræcist på op til seks steder pr. tand. Helt præcist måles afstanden mellem tandkødsranden og bunden af tandkødslommen. Dette kaldes sonderingsdybde. Ved sunde steder er sonderingsdybden højst 3 mm. Ved steder, hvor tandkødsretraktionen allerede har ført til tab af tandens forankring, vil sonderingsdybden dog også kun være få millimeter.

Desuden registreres højden på kæbebenet (fæsteniveau) millimeterpræcist i det, der kaldes et parodontalskema. Et parodontalskema er uundværligt for diagnosticering og behandlingsplanlægning ved tandkødsretraktion. Parodontalskemaet kan registreres online og gratis i enhver tandlægepraksis og bruges videre: www.periodontalchart-online.com.

Diagnosen tandkødsretraktion kan under visse omstændigheder først bekræftes endeligt med de nødvendige røntgenbilleder. Valget af de røntgenbilleder, der er nødvendige for at diagnosticere en tandkødsretraktion, træffes først efter den gennemførte kliniske undersøgelse. På den måde kan en for høj stråleeksponering undgås.

I det enkleste tilfælde består et røntgenfund af to billeder (bitewing-billeder) og i det mest omfattende tilfælde af en såkaldt røntgenstatus med op til yderligere 14 røntgenbilleder eller et panoramarøntgenbillede (orthopantomogram). Røntgenbillederne skal vise kæbebenet omkring tænderne og dermed gøre det muligt at vurdere sværhedsgraden af knogletabet.

På hvert røntgenbillede fra tandlægepraksis skal tandsættet undersøges for både caries og parodontitis.

I 1999 blev den første internationale workshop for klassifikation af parodontale sygdomme afholdt i USA. Den vigtigste nyhed i forhold til den europæiske klassifikation fra 1993 var, at sygdomsformerne generelt ikke længere primært blev defineret ud fra patientens alder på tidspunktet for den første diagnose (f.eks. juvenil og voksen parodontitis). Som nye former blev kronisk og aggressiv parodontitis indført, ligesom for eksempel parodontitis, der kan være forbundet med systemiske sygdomme.

Den nye klassifikation fra 2018 skelner dog ikke længere mellem kronisk og aggressiv parodontitis. Parodontitis beskrives nu – i overensstemmelse med klassifikationen af diabetes – ved hjælp af såkaldte stadier (staging) og grader (grading).